Jeg undres!
25 11 2008Der er mange ting i denne verden, som jeg ikke umiddelbart forstår!
Og da jeg jo har denne her blog, så kan jeg lade det gå udover jer - Fantastisk, ikke sandt!
Jeg forstår for eksempel ikke, på hvilket tidspunkt man inde i en unavngiven fagforening pludselig satte sig for, at overgå Dansk Folkeparti i svulstig retorik og spillen på folks frygt, da man skulle hverve nye medlemmer. Mmm, nu har jeg da lyst til at melde mig ind i den fagforening. Solidaritet, siger du. Jamen, det ses tydeligt!
Noget andet jeg ikke forstår er, at man åbenbart i dagens Danmark ikke nødvendigvis behøver at være hip og med på beatet, for at fortælle andre folk hvorledes de skal være det! Jeg så fjerner igår, da jeg burde have læst og lige pludselig toner chefredaktøren fra mandebladet M frem inde i min stue. Jeg skal ikke sige mig fri for at synes, at mandeblade i det hele taget bare burde lægge sig ned og dø langsomt, da de ikke laver andet end at strømline og ensrette mænd til at tro, at det er enormt fedt at hoppe i de samme par forvaskede jeans som alle de andre de skal mødes med nede på cafeen klokken 10 tirsdag formiddag. For sådan gør RIGTIGE mænd!
Hvorom alting er, så ved jeg ikke helt, om jeg måske synes det er at føre folk bag lyset, når man driver et blad der markedsfører sig på at shine mænd op og hylde pragteksemplarerne af racen - For så at se således ud!
Slutteligt, er det så bare mig, eller er københavnske duer om muligt blevet endnu dummere de seneste par år!?!
Da jeg i sin tid flyttede herover fra det mørke Jylland, så kunne man komme kørende på sin cykel og duerne ville så magte at flytte sig som det nu lige passede ind. Det er de simpelthen holdt op med. Jeg var ved at køre de første 3 duer ned på vejen ind på jobbet i dag - Og jeg er altså ikke begyndt at køre stærkere på min cykel, selvom den dog kører som en drøm efter jeg havde den inde ved min herlige cykelsmed forleden!
Måske er det slet og ret fordi københavnske duer ikke gider mere pjat med integrationsproblemer, Ritt Bjerregård, usolidariske fagforeninger og chefredaktører der ser forkerte ud. Man kan jo næsten ikke bebrejde dem, hvis de har mistet lysten til at leve!
Sådan her ser en due forresten ud, hvis du ikke skulle have stiftet bekendtskab med sådan en sjover!
Nu vil jeg drikke mig en kop kaffe og filosofere mere over alle de fantastiske paradokser denne verden er bygget op omkring!
P.S - Det er chefredaktøren til venstre på billedet. Man kan jo ikke have damer til at styre sådan et maskulint blad, din ogginok!
Kategorier : Løjer der ikke passer ind andre steder!





