Jeg skal ikke lægge skjul på, at det faktum, at jeg er eksamensramt for tiden, nok ikke har en positiv indvirkning på min tålmodighed!
Men det er heller ikke nemt, når verden er befolket af fjolser!
Netop på grund af, at jeg er eksamensramt, så blev det besluttet, at jeg skulle forkæle mig selv. Findes der nogen bedre måde at gøre dette på, end at drible i ParadIs og købe lækkert frost-guf! Hvis du siger ja, så er du måske en af de irriterende røv-bananer, og så er du ikke langt fra at komme på listen!!!
Da jeg kom derned, stod der en familie. Det er i sig selv ret tilforladeligt, hvis ikke det var fordi, at damen fra helvede tilhørte denne familie! Mormor havde åbenbart fået til opgave at byde på is, hvorfor hun stod og bestilte sammen med ungerne. Moderen til ungerne stod lidt i baggrunden, og var træls. Ikke træls som i, at hun så underlig ud - Men derimod træls på måden hvor man får lyst til at sige noget til hende. Mormoderen gjorde sit bedste for at bestille alting korrekt, men det var tydeligt, at det var hendes første besøg i biksen, så hun skulle lige forklares omkring konceptet med boxe man kan tage med hjem, i stedet for at købe bægre med is. Mens hun fik en venlig forklaring af ekspedienten tillod datteren sig at stå i baggrunden og svine hende til på det groveste. Altså mormoderen. Hun stod for sig selv og mumlede alskens spydigheder omkring hvor lidt hende mormoderen forstod. På et tidspunkt greb hun sågar fat i den ældste datter og sagde højlydt; “Sørg lige for, at hun, med henvisning til mormor, sørger for at gøre det ordentligt, så vi ikke skal have ødelagt aftenen fordi hun bestiller forkert”.
Jeg var så arrig på mormoderens vegne, at jeg næsten ikke kunne holde min mund.
Især da heksen på et tidspunkt smilende vendte sig om mod mig og sagde “Jamen dog, er det dig der står og dufter sådan”. Jeg skyndte mig at se sur ud, og sige nej - Hvilket måske ikke var så drønflatterende for mig selv, set i bakspejlet! Men jeg var i gang med at hade hende for fuld smadder, så jeg kunne ikke lige overskue at skulle finde på kvikke bemærkninger såsom “Jeg flirter ikke med kællinger der behandler deres mødre grimt”!
Da denne her familie ENDELIG forsvandt, stod jeg og nød stilheden i biksen, mens damen skænkede mig is i en af de føromtalte boxe! Det varede dog ikke længe, inden den næste trælse familie indtog stedet!
Denne her familie var fyldt med folk, som ikke kender til begrebet “personligt rum”. Det er måske bare mig, men når jeg er i offentligheden, så synes jeg, at folk skal have lov til at have lidt plads for dem selv. Sådan cirka en kvadratmeter, som er deres. Det var de åbenbart ikke enige i, så jeg endte med at stå helt mast op i ruden der skærmede for isen. Og jeg lavede ellers flere gange tricket med at kigge mig over skulderen og give dem hmm hmm-blikket. Det var de kolde overfor, så jeg skyndte mig ud af butikken så snart jeg kunne komme til det. Dog fik jeg også lige en afsked-salut med på vejen, i form af familien der nægtede at rykke til siden så jeg kunne komme ud, hvilket resulterede i kraftig ånden lige i skærmen på mig og en hånd i skridtet!
Nu er jeg sikkert hjemme, og jeg har besluttet mig for, at jeg ikke forlader disse trygge rammer førend på mandag! Alligevel lidt ærgerligt, at jeg er tæt på at løbe tør for toiletpapir!
P.S - Indrøm bare, at du troede, at overskriften handlede om kongefamilien der skulle smutte fra min fjerner, da du først læste den! Indrøm det så, røvbanan! Men nej, jeg vil da ikke snakke sådan om folk der i den grad afkræver respekt!
P.P.S - Jeg skal ikke lægge skjul på, at en del af min nyfundne respekt for Jokke kommer sig af det her!
Hvad så, Joachim - Din gamle pølledreng!