Uhhh

Bandet og jeg hygger rigtigt meget for tiden!

Dette skyldes til dels, at vi for tiden spiller rigtigt mange jobs. Derudover har jeg også fået forvildet mig ind i et par blues-jobs i Jylland med det gamle band, som ikke just har hjulpet i forhold til tiden!

Men en anden ting der tager noget tid er, at vi er sådan lidt i gang med at finde en ny trommeslager. Den gamle fik travlt med studie, original-band osv. Så nu er vi altså i gang med at køre en ny trommeslager ind. Herligt at den slags altid kommer, når det passer bedst ind. Der er jo hele to uger til vi skal i studiet og indspille!

Det var dog overhovedet ikke det jeg ville fortælle. Næh, men du nød at høre om det alligevel. Indrøm det bare!

Men da vi jo skal i studiet inden længe, så har vi indspillet et par rå-bånd, for at finde ud af hvilke numre der egner sig bedst til reel indspilning. Et af disse råbånd, som jo faktisk er CD’er, havde jeg åbenbart glemt i Jylland, da jeg lige var et smut derovre.

Tilfældet vil så, at min lille niece fik fingrene i dette, og med det i hånden spurter ind på værelset for at hyre det i afspilleren, hvilket resulterer i et stk. grædende pigebarn, som ikke kan forstå, hvorfor onkel står i afspilleren og spiller musik når han ikke er der. Og ikke grædende som i lidt grædende. Grædende som i storflæbende. Min søster fortalte i telefonen, at hun havde brugt en del tid på at lege the-køkken med hende, for at få hende ned på jorden igen! Og hun ville ikke sove, før afspilleren blev taget ud af værelset. 

Så nu er jeg da rigtigt klar til vi skal i studiet!

Må i få en fantastisk weekend!

P.S - Hvad ved sådan en lille møgunge om musik, blev der sagt!

P.P.S - Nu har jeg, efter snart at have haft bloggen her i et halvt år, fundet ud af hvorledes man får kontakt-knappen oppe i hjørnet til at virke. Så nu forventer jeg at blive oversvømmet i mails om, hvor meget i savner mig når jeg ikke skriver. Sæt i gang!

Så skete det!

Jeg har forelsket mig. Endda i en, jeg tidligere har været forelsket i!

Gå ikke tilbage til en fuser, siger de kloge mennesker. Men der er ikke noget at gøre.

Jeg er ramt, og vil bare flygte til en øde ø. Kun mig og hende! Helt alene i verden. Det eneste vi skal lave, er at kigge hinanden dybt i øjnene.

Og nåååh ja. Så skal jeg måske også tvinge hende til at synge for mig. Det kan hun så gøre, mens jeg kigger hende dybt i øjnene.

Den heldige hedder Alanis. Hun er måske ikke klar over, at jeg eksisterer, men ikke desto mindre, så har jeg planer om at gifte mig med hende. Snart!

Tilbage i 1995 forelskede jeg mig første gang i hende. Da hun udsendte et lille album ved navn “Jagged little pill”. Efter min bedste overbevisning, er det stadig et af de bedste albums nogensinde udgivet.

Så fulgte en lang periode, hvor hun lavede albums, som alle var ok men ikke noget skelsættende. Ikke for mig i hvert fald, hvorfor min kærlighed til hende langsomt falmede!

Og for ikke så længe siden udgav hun “Jagged little pill acoustic”. Ved første gennemlytning var jeg ikke voldsomt imponeret. Jeg synes at sangene lå tæt op af originalerne, og at hun ikke tilførte så meget nyt.

Lidt ligesom når ens kæreste kommer hjem og siger “Jeg har en overraskelse til dig”. Måske står man i køkkenet og skræller en gulerod, og bliver helt vildt glad over sådan en herlig udmelding. Overraskelser er jo superskægge! Måske smider man alt hvad man har i hænderne, og løber ud i entreen til hende med et kæmpe smil på læberne. Blot for at erfare, at overraskelsen er, at hun har besluttet sig for at lade lokkerne falde, så hun nu ligner en fimset dreng! Vi snakker HELT kort!

Og man stopper op. Med gulerod stikkende ud af den ene mundvig, fordi man leger cigar med den. Synker en ekstra gang og siger “Nææææh”. Og svarer “Jamen det er da friskt at prøve noget nyt” til spørgsmålet om, hvorvidt man kan lide det! Og smiler mens man tænker, at parykker måske ikke er så yt, i vore dage alligevel!

Sådan havde jeg det måske lidt, med den akustiske udgave af et af mine yndlingsalbums. Jeg synes blot Alanis havde klippet lokkerne.

Men jeg er blevet klogere, er jeg! Nu har jeg efterhånden nærlyttet det, og jeg er igen tilbage i 1995. Blot synes jeg næsten, at dette album er endnu bedre! Kompositionerne er afslappede og tilbagelænede, samt med langt mere nerve.

Det er ligesom om, hun har sat sig ned her mere end 10 år efter, og sagt: “Hvad skal der til, før at disse fantastiske numre bliver endnu mere fantastiske”. En sanger der fortolker sig selv, så at sige.

Elsker, at hendes stemme får lov til at lege så meget på dette album som den gør. Elsker, at teksterne står så meget mere tydeligt, når man lytter til sangene. Så weekend-rådet til alle folk, med bare en smule hang til Alanis. Hop ud og køb dette album. Nægter at tro, at nogen vil fortryde det!

Perfect

Hand in my pocket

Værsåartig og nyd Alanis, når hun er endnu bedre! Mmmm

P.S - Den der med kort hår og (eks)kærester er selvfølgelig ren fiktion. Jeg forestillede mig bare, hvorledes det kunne spænde af!

P.P.S - De to numre her på bloggen, er faktisk de mindst fantastiske af de fantastiske. Men Youtube var lidt fedtet med versioner fra dette album. Endnu en grund til at skynde sig ud og investere i det!

Jeg har lige en MASSE galde der skal ud. Det heldige ved, at jeg er i besiddelse af denne blog er så, at jeg kan lade det gå ud over jer!

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg i det daglige læser jura. Jeg har endda formået at overbevise folk om, at jeg har bestået diverse prøver og eksaminer, og derved mangler jeg nu kun omtrent et år.

Det hænder også nogle gange, eller måske rettere derfor, at jeg ender i diskussioner med folk, som har en anden tilgang til tingene end jeg. Lad mig med det samme melde ud, at dette indlæg ikke er ment som en kæmpestor tale for, at folk der læser jura har set lyset.

Jeg skriver dette som person, ikke som fagidiot.

Diskussionen jeg havde med en veninde igår udsprang, som så mange diskussioner i denne tid, af situationen med afbrændinger rundt omkring i DK. Dette var udgangspunktet, men vi kom vidt omkring.

Veninden meldte ud, at “de små møgunger bare skulle smides hjem til forældrene, have nogle tæsk og dernæst skulle forældrene straffes hvis det skete igen“. Her er så mit første kritikpunkt. Jeg synes, at de der har løbet rundt og forårsaget disse brande skal pågribes, dernæst skal de stilles for en dommer, og i sidste ende, skal dette ende ud i en dom, højst sandsynligt efter straffelovens §§ 180-181 som omhandler ildspåsættelse med forsæt.

Forældrene har ikke noget med dette at gøre, andet end at vi kan beklage at de unge mennesker er endt i en sådan situation. Er det et tegn på dårlig opdragelse? Det kan vi vel kun gisne om. Og hvad består dårlig opdragelse af?

Tæsk morgen, middag og aften er i mine øjne ret dårlig opdragelse. Det er ingen grænser også, men rummet imellem disse to yderområder er svært definerbart, og beror vel på en konkret vurdering, alt afhængig af hvem man er som person!

Sidespor! Hende veninden her konstaterede som sagt, at forældrene måtte straffes, hvis ikke de kan holde styr på deres unger. Jamen hør hov! Hvorfor!?!

Skal jeg straffes en dag, hvis min bror går ud og slår en ihjel. Forhåbentligt ikke! Venindens argument for det var, at straffene disse “små lømler” fik, garanteret var alt for lave! En ting jeg kommer tilbage til nedenfor, med udgangspunkt i strafferammer og domstolenes udnyttelse af disse.

Jeg kan her oplyse, for dem der ikke måtte vide det, at brandstiftelse indenfor dansk strafferet, er noget af det vi straffer allerhårdest. “Forvolder nogen ildebrand på fremmed ejendom, straffes han med fængsel indtil 6 år”, jf STRFL § 181, stk. 1. Det er i mine øjne ikke en mild straf.

Skulle der derimod være tale om ildspåsættelse “under sådanne omstændigheder, at han indser, at andres liv derved udsættes for overhængende fare, eller det sker med forsæt til at forvolde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom eller til at befordre oprør, plyndring eller anden forstyrrelse af samfundsordenen, straffes han med fængsel indtil livstid”, jf. STRFL § 181.

Nu ved jeg ikke om det blot er fordi, at jeg er en pladderhumanist, hvilket jeg tidligere har fået skudt i skoene når jeg debatterer disse ting, men fængsel indtil på livstid er i mine øjne ikke en mild straf. Faktisk så er vi ude i den næsthårdeste straf man overhovedet kan idømmes i DK. Derfor ser jeg heller ikke nogen grund til, at afvige fuldstændigt fra alle de fundamentale principper vores retsstat er bygget op omkring, og straffe uskyldige mennesker, i dette tilfælde, forældrene! Hvori består deres forbrydelse, spørger jeg bare!?!

Dårlig opdragelse. Jamen så kender jeg godt nok en del forældre, der skulle smides lige lukt i spjældet! Men sådan fungerer det ikke i DK, og den dag vi kommer dertil, at det bliver legitimt, blot fordi det er efterkommere af indvandrere, så håber jeg godt nok, at jeg kan finde mig et andet sted at bo!

De folk der begår forbrydelsen, skal stå til ansvar for domstolene. Ingen andre! Med mindre vi er inde omkring reglerne med passivitet, eller passiv medvirken. Og sådan skal det fisme være!

Jeg spurgte efterfølgende hende her veninden, hvorfor der ikke var nogen der råbte op, dengang Lundin blev pågrebet. Hvorfor der ikke var nogen der krævede hans far smidt i fængsel. (Moderen kunne ikke rigtigt stilles til ansvar, da hun havde fået Lundins dårlige opdragelse at mærke et par år tidligere, ved at han slog hende ihjel).

Det synes hun var et tåbeligt spørgsmål. Jeg har tænkt lidt over det, og jeg synes ikke det er tåbeligt. Hvis de demonstrerende fra Ungdomshusets forældre, og forældrene til dem der i disse dage brænder ting af, skal kunne stilles til ansvar, hvorfor så ikke Peters forældre!?! Det er i min verden det samme, og jeg synes det er langt ude. Sådan fungerer det jo heller ikke, men tænk sig hvis det gjorde. Jeg ville da tænke mig en ekstra gang om, inden jeg fik mig nogle børn.

Hende her veninden synes som sagt, at det var et dårligt eksempel med Lundin, så jeg prøvede mig lidt mere frem. Jeg spurgte hende, hvorfor hun havde så lidt tiltro til det danske retsvæsen, at hun ligefrem fordrede til, at man skulle agere udenfor hvad rammerne i straffeloven tillader.

Hertil svarede hun, at disse folk højst sandsynligt fik en latterlig lille straf, og inden længe var ude og lave ballade igen. Jeg skal ikke kunne svare be- eller afkræftende. Jeg kender ikke de fremtidige sager, eller disses beviser, men som sagt så vil de blive straffet efter ovenstående paragraffer. Hvad straffen så kommer til at lyde på, må vi jo vente og så.

Og her er vi inde ved kernen af diskussionen. Hendes opfattelse af de danske strafferammer, og udnyttelsen af disse ved domstolene. Hun tilkendegav ganske tydeligt, at hun mente at strafferammerne var latterligt lave, og at dommerne var for dårlige til at udnytte dem.

Her måtte jeg lige stoppe hende. For det første, så skal hun ikke rette harmen mod det danske retsvæsen, såfremt hun er utilfreds med diverse strafferammer. Det er, og har alle dage været, politikererne der laver lovene i dette land, og er man utilfreds, så er det dem man skal være utilfredse med. Ikke dommere eller advokater! Og personer er inden for det danske retsvæsen uskyldige til det modsatte er bevist, selvom man nogle gange kan komme i tvivl.

Dommerne som pådømmer indenfor de politikergivne strafferammer, fik sig et skud for boven, i og med at det blev konstateret, at de domme folk fik var latterligt lave, og at der burde dømmes meget hårdere, når nu strafferammerne var til det.

Måske. Men forestil dig dette her. En dommer, der er lidt tilbageholdende, og dømmer udfra beviser, profilvurderinger, vidneudsagn og øvrige omstændigheder. Denne vil måske idømme en straf som anses for rimelig, uden at bruge den fulde strafferamme. Fordi han ved, at fænomenet straf ikke kun skal fungere pønalt, men ligeledes rehabiliterende, så vi efter udstået straf kan få folk ud og deltage i samfundet igen.

Forestil dig så en dommer, som hader alle kriminelle, og blot kigger på hvad han må give for den evt. forteelse, for derefter at dømme ud fra det! Hvor ville retssikkerheden være i det. Og hvilken dommer ville du helst stilles for, den dag du måske røg ud i noget skidt!?!

Da jeg som sagt nævnte Lundin for veninden, så var hendes umiddelbare respons, at manden jo var syg i hovedet og bare skulle bures inde for altid.

Nej! Det skal manden ikke. For det første, så kan vi ikke bruge min venindes psykologiske profil af den gode Peter til en hatfuld. Jeg er da ligeglad med, at min veninde fra Vesterbro synes, at Lundin er syg i hovedet. Hvis der er nogen mand i dette land, som er blevet tjekket i både den ene og anden ende af nogle af de dygtigste retspsykiatere og psykologer, så er det ham, og i og med, at han blev fundet egnet til straf, så er han altså ikke syg i hovedet. Uanset hvad du og jeg så måtte tænke!

Og hvor får jeg det dog godt i maven, når jeg tænker på, at det ikke er hvad du og jeg lige måtte tænke og føle en given dag, der er udslagsgivende for, hvilken straf man får, og om man er blød i bolden! Hvis det var folks personlige harme og indignation der skulle bestemme dette, så helle for ikke at komme på kant med nogle!

Ja, gu er det frygteligt at slå en kvinde og hendes børn ihjel. Ja, gu skal man straffes for det. Men man skal straffes af domstolene. Det er derfor vi har dem! Man skal ikke straffes af Gurli fra Valby, fordi hun føler sig trådt over tæerne. Vi har ikke i DK det system der hedder sig, at vi straffer for, at folks retsfølelse kan genoprettes. Hvis det var tilfældet, så kunne vi jo ligeså godt smide folk i gabestokken igen.

I gabestokken med Lundin. Så kan jeg hver dag jeg kommer hjem fra arbejde, lige svinge forbi og tyre rådne tomater på ham. Alt imens jeg tænker over, hvor godt det er, at det lille møgsvin får hvad han fortjener. Sammen med de tusinde andre selvretfærdige danskere! Jeg er sikker på, at dette også ville hjælpe den gode Hr. Lundin til bedre at indse, at han havde gjort noget skidt.

Problemet med lige præcis ovenstående scenarie er, at det jo hænder at vi har sådan en offentlig pådømmelse af folk. Her tænker jeg på sagen med den famøse sikker chat konsulent, Rudy Frederiksen. Ham nævnte jeg også for veninden. Hendes reaktion hertil var, “hvorfor forsvarer du de her stødere som Lundin og Rudy”.

Jamen det gør jeg heller ikke. Jeg er af den overbevisning, at har man begået en strafbar handling, så skal man stå til ansvar for domstolene. Ikke dig, ikke mig, ikke min overbo som knalder højlydt mens jeg skriver dette, men domstolene.

Som mange nok vil huske, så blev Rudy taget med bukserne nede i programmet “Operation X”. Alle var forargede. Folk snakkede om det i skolerne, på arbejdspladser og til badminton om aftenen.

Det klamme svin. Han skulle bare have dem skåret af, og hvad ved jeg! Men nej. Det skulle han ikke. Han skulle stå til ansvar for de ulovlige ting han havde gjort. Derfor blev han også sigtet efter STRFL §§ 230 og 235, som omhandler optagelse af utugtige billeder og film af personer under 18, samt udbredelse af selvsamme billeder eller film.

Han blev idømt 30 dage. Eftersom han havde siddet varetægtsfængslet i 22 dage, så blev han løsladt ved domsafsigelsen. Ved domstolene fandt man altså hans handlinger til at være af en sådan beskaffenhed, at det skulle takseres til 30 dage i fængsel.

Var det samme sket, hvis den danske befolkning skulle pådømme ham? Højst sandsynligt ikke. Og hvor er jeg dog, netop derfor, glad for, at det ikke er den danske befolkning der skal pådømme forbrydere. For det kræver en lang uddannelse at pådømme sager indenfor det juridiske felt. Vi har sågar en uddannelse specifikt designet til at lære folk denne disciplin! At Hr. og Fru Danmark så sidder derhjemme, og plæderer for at Rudy skal have skåret kuglerne af, kan hverken vi eller han jo bruge til noget.

Mandens liv er ødelagt. Hvorfor? Fordi han blev fremstillet som en krænker og en forbryder af rang i et tv-program. TV2 havde allerede domfældet denne mand, inden han overhovedet var blevet varetægtsfængslet. Den magt har vores kære ven, fjerneren, nemlig også!

Rudy fik som sagt 30 dage, og mange folk var forargede. Men hvorfor!

Han havde jo ikke begået handlinger der skulle takseres til mere. Hvori bestod hans forbrydelse så?

“Jamen Rudy er en herreklam stodder”. Okay. Der vil jeg da gerne tilslutte mig koret.

Rudy er en klam stodder, som gør klamme ting. Enig.
Er det strafbart at være en klam stodder, som gør klamme ting? NEJ!

Og her er hele essensen af mit efterhånden meget lange indlæg. Hvis bare folk gad at pakke deres indignation og selvretfærdige syn på tingene væk. Domstolene pådømmer tingene objektivt. Det er derfor de er der. Så vi sikres en uvildig instans, der pådømmer tingene ud fra fakta, lov og ret. Er det ikke sådan vi helst vil have det?

Følelser og jura er ikke uforenelige størrelser. Forhåbentlig er vores love strikket sammen, af folk med følelser, empati, visioner og gode intentioner. Men det går bare ikke, at vi lader følelserne tage over, og ender med at ville straffe gud og hver mand, samt deres forældre, fordi vi føler os trådt på!

P.S - Folk må godt kalde mig en klam stodder, men jeg vil fisme ikke i spjældet fordi de synes det!

Er jeg den eneste, der kan se det sjove i, at ham den store brutale gut fra Pusher-filmene, som i disse ikke laver andet end at inddrive narkogæld ved at klippe fingrene af folk, sidder med som ven, i et program på Kanal 5 hvor man kan vinde masser af skejser ved at gætte hvad folk laver?

Så tror da pokker, at den stakkels mand han var så  opsat på at svare rigtigt og vinde!

Gad vide hvorfor kærestepar elsker Valentines Day og singler hader den?

Personligt tror jeg at det er fordi man bedre kan lide februar når man har en kæreste eller en mand/kone! Spørgsmålet er så om februar er sjovere når man er to, eller om svaret skal findes et andet sted. Det er jo for eksempel en del nemmere at få en hestesko hvis man skal nå noget i det øverste skab når man er to om det, hvilket taler for at februar er sjovest når man er to.

På den anden side så er det ikke sikkert man kan blive enige om hvad man skal have til aftensmad når man er to, så der har singlerne en fordel!

Med ovenstående in mente tror jeg nu stadigvæk at det hele bunder i at det er sjovere at spise chokolade som man ikke selv har betalt for!

Happy Valentines!

Jeg faldt lige over en trailer for den store dansksprogede filmsatsning “Flammen og Citronen”.

 Udover, at jeg synes det er en lidt mærkelig film-titel, så er det første der slår mig glorificeringen af modstandsfolk under 2. verdenskrig. Bær over med mig, for dette indlæg kan godt blive lidt tankefnidder-agtigt.

Som jeg ser det, så karakteriseres modstandsfolk under 2. verdenskrig, som folk med overbevisninger, på hvilke de troede så meget, at de var villige til at sabotere med personskader samt materielskader til følge. Derudover er det jo heller ikke nogen hemmelighed, at der fandt likvidationer sted, på foranledigelse af modstandsbevægelsen. Selvfølgelig i yderste konsekvens, men ikke desto mindre.

Da oventående film endnu ikke er færdiggjort, så skal jeg selvfølgelig ikke kunne udtale mig om hvorledes modstandsfolk fremstilles. Men et kvalificeret bud kunne være, at de fremstilles som almindelige folk, der tvinges til at tage drastiske metoder i brug, grundet den ekstreme situation. Det kan vi alle identificere os med. Måske er det mere en drengeting, men man/jeg kan godt svømme lidt hen når man sidder og filosoferer over, hvorledes man selv ville reagere i selvsamme situation. Ville jeg være en kylling, og sælge smør til tyskerne. Eller ville jeg liste ud om natten og sprænge jernbaner i luften, for derefter at gemme mig på loftet på Hvidsten Kro!?!

Forhåbentligt finder jeg aldrig ud af det. Men her er det så, at jeg godt vil bede dig som læser om at gøre noget for mig. Det ville gøre mig utroligt glad, om du lige, inden du læser videre, gør op med dig selv, hvorledes ordet modstandsbevægelse indvirker på dig. Hvilke associationer får du af det ord. Er det overvejende positivt? Eller negativt?

Såfremt du kom frem til, at det medførte overvejende positive associationer, så falder det i tråd med min lette fordom omkring emnet. Jeg har nemlig en ide om, at langt de fleste danskere, ser modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig som helte, der kæmpede for frihed, fædreland og kulturelle værdier.

Det ser jeg intet i vejen med. Men der hvor kæden hopper lidt af for mig er, at det er de selvsamme mennesker, som sidder og søber i kaffen hjemme foran fjernsynet og bander de “forbandede terrorister nede i de varme lande” langt væk.

Hør hov! Hvori er det lige forskellen består på de folk som løber rundt nede i Irak, og kæmper mod besættelsesmagten med forhåndværende midler, og så flammen anno 1944?

Besættelsesmagt er et groft ord, men det er det ord, som USA selv har klistret på de styrker som pt. befinder sig i Irak. Når vi snakker besættelsesmagt, så er vi tilbage ved, at det er samme situation, som den Tyskland påtvang store dele af Europa for omtrent 50 år siden. At de så gjorde det, ud fra nogle ideologier vi i dag ikke kan identificere os med, er for så vidt sagen uvedkommende. Jeg kan heller ikke identificere mig med alle de bevæggrunde USA havde/har, for at besætte Irak. Mest fordi jeg ikke udelt kan gennemskue dem.

I mine øjne helliger målet ikke midlet. Så det nytter ikke noget at gemme sig bag, at vi jo vil indføre demokrati i mellemøsten, og at det derfor er i orden at benytte sig af tvang og vold. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorledes man kan forsvare, at ville indføre frihed, demokrati og individualitet i et helt område, og så derpå konstatere, at bedste måde at gøre det på, er via tvang og ødelæggelse. Det underminerer jo lige netop demokratiet, såfremt det bliver en legal løsningsmodel at tvinge de folk der ikke bifalder ens egen overbevisning til at acceptere denne som vejen frem med trusler om vold og ødelæggelse.

Men tilbage til det oprindelige emne for indlægget. Som jeg ser det, så er der ingen forskel på frihedskæmperne under 2. verdenskrig, og selvmordsbomberne i Irak i dag. Allerede her, kan man se hvorledes vi som vestlige tilskuere har et forundindtaget billede af tingene.

Frihedskæmper! Tyg lige på det ord. Det er jo positivt. Ahhh, frihed er godt. En der kæmper for friheden må derfor være god. Ergo er frihedskæmpere gode, og det faktum at de benyttede sig af mindst lige så rabiate metoder som dagens “terrorister” i Irak er ligegyldigt. De kæmpede jo for friheden, manner!

Modstående har vi så ordet “selvmordsbomber”. Det har ikke helt samme positive klang. Faktisk, så har det rent negative associationer forbundet med det. Sådan nogle er onde, hjernevaskede og alskens andet farligt stads. Og det selvom de blot kæmper for de overbevisninger de har, værende kulturelle, religiøse eller noget helt tredie, med forhåndværende midler.

Man må gå ud fra, at de folk som benytter sig af disse metoder, er desperate og tvunget derud hvor de ikke ser anden udvej. Lidt ligesom frihedskæmperne under 2. verdenskrig.

Ovenstående indlæg er ingenlunde udtryk for sympati med folk som sprænger mennesker i luften. Ej heller er det et angreb på de efterladte der måtte sidde tilbage, med stolte minder om folk i familien der var med i modstandsbevægelsen under krigen.

Det er blot et udtryk for almindelig undren over, at to persongrupper, som søger at tilkæmpe sig frihed med voldelige midler, kan anskues så forskelligt.

Er det hele blot et spørgsmål om, at vi som danskere har lettere ved at acceptere, at danskere har udført disse handlinger eller er det fordi, at det jo dengang var vores frihed som stod på spil. Sådan en form for folke-narcissisme?

Eller måske er vi tilbage ved evnen til ikke at forstå ting som ikke har noget med os som nation at gøre. Ikke at verden ikke har noget med DK at gøre, men vi evner synligt ikke empati, når det kommer til, at prøve at sætte os ind i andre folkeslags situation.

Phew, det blev et langt indlæg. Måske også en kende uoverskueligt. Men føl dig endelig fri til at komme med indspark. Også såfremt du føler dig trådt over tæerne. Dette har ikke været intentionen, men “The reader is the new writer”.

Det er fredag.

Herligt, med weekend der lurer lige om hjørnet og diverse fantastiske programmer som vor forunderlige ven TV’et vælger at underholde os med!

Jeg har en fri-fredag i dag, for første gang i lang tid. Jeg kan tillade mig at hellige al min tid til mig selv, og det har jeg tænkt mig at gøre. Så derfor er det da også fantastisk, når så jeg kan lade mig underholde af hus-alteret!

Jeg har i min spæde barndom lært, at man ikke må sige adr til mad, og at man skal smage før man udtaler sig om hvorvidt man kan lide tingene. Derfor kommer det her nok heller ikke til at gøre min mor voldsomt glad.

Men jeg nægter simpelthen at tænde for TV2 i aften. Da jeg første gang hørte, at de havde tænkt sig at sende et program der skulle hedde “Varm på is” så troede jeg faktisk lidt, at det var en joke. Sådan en tøhø, som Hr. Hausgaard ville have kaldt det.

“Vi er TV2 og vi kan godt ironisere over vort eget mediums tendens til at malke succes’er udi det ulidelige”.

Men sådan var det fisme ikke. Der var ikke tale om en joke, hvorfor 10-15 semi-kendisser i aften invaderer danskens fjernsyn for at underholde på skøjter. Og problemet er jo netop, at der allerede har kørt så mange gange “Vild med dans”, at der ikke er flere kendisser at tage af. Derfor har man fået fat i Dorte Kollo og sådan! Til ære for dette indlæg, har jeg endda lige luret på hjemmesiden for det herlige program.

Hvem kender Cecilia Zwick Nash, Benedicte Balling og Signe Molde!?! Ingen blev der sagt. Med mindre man er i familie med dem!

Det her minder mig i afskyelig grad om “Hit med sangen” hvor man også til sidst var nødt til at have folk med som ingen kendte!

Og fredags-brokkerierne slutter overhovedet ikke her. Jeg har lige hørt radioavis, og der kan jeg så konstatere, at Brian Mikkelsen, vor kære kulturminister, åbenbart med et trylleslag er blevet alvidende omkring danske sportsudøvere samt deres sportsgrene.  Tillad mig at uddybe!

Team DK har åbenbart meldt ud, at de forventer, at DK som nation kan hjemføre 6 medaljer ved OL i Kina til sommer. Det synes jeg da egentlig er meget realistisk, når man tænker på vort lands størrelse og sådan i den dur.

Men næææh nej. Den går ikke hos Hr. Mikkelsen. Det er ifølge ham uambitiøst og DK skal mindst hjemtage 10 medaljer. Jamen tak for det input, Brian. Hvad baserer du den fremragende og indsigtsfulde analyse på. Dit eget kendskab til styrkeforholdet nationerne imellem eller blot, at du forleden zappede rundt, og faldt over en genudsendelse på TV2-sport af håndboldherrernes triumf, hvorfor ekstasen endnu ikke har lagt sig i dit drengede sind!

Når Team Danmark, som er institutionen vi har konstitueret til at varetage dansk topidræt, melder ud, at 6 medaljer er realistisk, så skal den mand bare flette fløjten og være glad for, at vi har udsigt til medaljer, selvom vi iklæder os de realistiske briller. Han kan holde sig til de hjemmelsmæssige beføjelser, der findes i hobetal rundt omkring i den danske lovgivning, når det kommer til bestyrelsesvalg og så videre. Men udtalen sig om atleternes formåen og aktuelle samt potentielle form, gider jeg simpelthen ikke høre på, fra den lille bebrillede mand!

Jeg kan ikke overskue, om der måske er tale om en hemmelig agenda fra den gode Hr. Mikkelsens side. Sådan lidt ala kommune-løsningen. Hvis nu han lægger pres nok på Team Danmark, så indvilliger de måske i, at sætte målet til 10 medaljer. Og når/hvis det så ikke lykkes til sommer, så kan han stå og smile til de hjemvendte atleter, mens han fortæller dem, at de kæmpede godt, men jo desværre ikke levede op til målsætningen. Hvilket selvfølgelig vil medføre en nedskæring i støtten. Sådan kan man nemlig godt ræssonnere som politiker.

“Hvad siger du kommunemand/atlet. Har i ikke finanser nok til at kunne koncentrere jer fuldt ud om at levere en topindsats. Jamen så sætter vi da bare forventningerne til jer endnu højere, og hvis ikke i hjemtager medaljer i børnepasning/ældrepleje/undervisning/kuglestød, så bliver vi selvfølgelig nødt til at lære jer, at det ikke er godt nok, ved at strafprygle jeres økonomiske mås”.

Han udstråler intet af det jeg forbinder med sport. Hvis Brian er så glad for medaljer, så kan han selv iklæde sig spandexen, og så drible til Kina og hjemtage en medalje i spydkast.

Indtil han kommer med reelle tiltag som ovenstående, skal han bare pakke sammen, og så ellers sætte sig foran TV2 i aften kl. 20!

 Og god weekend forresten!

Jeg har sorte og røde sofapuder!

Nu er det så ikke fordi, i skal indvies i min sans, eller mangel på samme, for indretning.

Næh du. Grunden til, at jeg fortæller det er, at jeg forleden havde betrækket af dem for at vaske det. Og her er det så, at mine puder overrasker mig. For inden under betrækket er der en lille slip på puden, hvorpå der lystigt står skrevet “Carelessness causes fire”.

Er i sindssyge jeg blev bange. Når man er uforsigtig, så går der altså ild i ting. Phew, jeg forstår bedre hvorfor min mor har prædiket, at jeg skulle være voksen og moden!

Startende fra i dag, blev der sagt!

P.S - Ovenpå en hård weekend, så kan man godt nogle gange trænge til at grine.

De her drenge får mig til at tisse i bukserne af grin for tiden!

Og lige en til, med ønsket om en fantastisk mandag!

Sidste!

Sidste - Promise!