Så skete det jeg ellers havde forsvoret, nemlig at der skulle komme et indlæg skrevet med seriøse overvejelser in mente!
Inspirationen til dette indlæg udspringer fra min lettere informationsindsamling igår på det herlige internet. Det slog mig hvor intensiv og intens diskussionen er mellem folk der vælger og bekende sig til en gud på den ene side, og de folk der vælger at bekende sig til en ikke-gud på den anden side!
Min første observation omkring dette emne må være, at jeg personligt har lidt svært ved nogle af definitionerne. Måske er det fordi jeg ikke er synderligt godt inde i emnet, hvilket ikke skulle være første gang det skete. Men det slår mig som forkert, når man vælger at stille problemstillingen op således, at det er troende folk contra ikke-troende folk. I min verden, så kan man groft sagt dele disse to persongrupper op i troende folk, samt troende folk. Dette begrundes med, at man enten vælger at tro på en metafysisk gud, skaber, hersker etc. eller at man vælger at tro på den manglende eksistens af en sådan. Som jeg ser det, så er begge scenarier ikke beviselige, hvorfor det til syvende og sidst må bero på overbevisning. Denne overbevisning kan så udspringe af flere ting, nemlig diverse skrifter, artikler osv, men slutteligt må man foretage det tankemæssige spring der hedder overgang fra beviseligt fakta til en konklusion begrundet i overbevisning, uanset hvor meget fakta man mener at kunne underbygge ovenstående konklusion med. Derfor mener jeg, at vi har at gøre med troende på hver deres facon, hvorfor forskellen i min verden ikke er så stor som de implicerede parter tit og ofte ønsker at udstille den som!
Dernæst er der problemstillingen omkring debatten generelt. Som jeg ser det, så må den ønskelige model være, at man indgår i dialog med hinanden, meningsudveksler, for derefter på baggrund af denne dialog, at samstemme det med egen overbevisning, der så udmunder i en holdningsændring eller en manifestation af allerede tillagt holdning. Såfremt man indgår i denne meningsudveksling fast overbevist om, at man selv har ret og modparten for øvrigt har jord i hovedet, så bliver det svært at opnå et resultat der er værd at bygge videre på. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige om det er intentionen fra de forskellige parter, men såfremt dette er tilfældet, så burde man måske anlægge en lidt mere afdæmpet tilgang til meningsudvekslingen. Hvis udgangspunktet med at servere ens overbevisning er, at destruere den andens synspunkter, så bliver man som oftest døv for andet end allerede opnået viden, lige såvel som at ens egen vidensformidling bliver tydeligt farvet af formålet for øje. Dernæst mener jeg heller ikke at man kan diskutere, meningsudveksle eller skændes med en person, såfremt man absolut har udelukket muligheden for, at det scenarie den anden opstiller, kan have sin berettigelse. Hvis den person der tror på en gud, partout udelukker muligheden for, at denne gud måske ikke findes, så vil vedkommende aldrig nogensinde kunne indgå i dialog med folk af modsat overbevisning, og vice versa. Det svarer i min verden til, at man som lægmand ønsker at diskutere fodbold med Michael Laudrup, og opfordrer ham til at analysere forskellige kampsituationer, men derudover for øvrigt nægter at anerkende offside-reglen. Man vil måske kunne kigge hinanden i øjnene, men udover dette vil selve interaktionen være spildt, og dermed frugtesløs.
Ydermere medfører det faktum, at man er fuldt og fast overbevist om sine holdninger, uden mulighed for undtagelse, at man som oftest efter ganske kort tid vil befinde sig blandt en gruppe af mennesker, der deler selvsamme overbevisning. Dette finder jeg ikke særligt intellektuelt inspirerende. Faren ved dette er ligeledes, at vi risikerer at folk ikke længere meningsudveklser, men derimod blot prædiker, hvilket igen er envejskommunikation uden mulighed for fordybelse og reflektion.
Ovenstående kan vel sammenfattes til, at jeg, indenfor dette, samt mange andre emner synes, at tonen burde bære mere præg af en almen respekt for mennesket og personen bag argumentet som sådan. Jeg synes at kunne se tegn på en forråelse af debatten, både i denne virtuelle verden, samt ikke mindst i den politiske debat. Det er min ret som person at stille mig kritisk overfor ting jeg møder i min hverdag, lige såvel som at det er min ret at beslutte mig for hvorledes og hvorfor jeg tror jeg kom til verden, men det er ikke min ret at stille mig til dommer overfor, hvem der har fundet den endegyldige sandhed. Og når jeg møder folk som gør dette, så vælger jeg at smile let og håbe at vedkommende har overvejet tingene en ekstra gang. Tænk hvis man nu, når man en dag skulle afsted herfra, fandt ud af at man havde taget fejl.
Så god vind til alle der måtte læse dette her. Og held og lykke med aftenen, samt dagen i morgen, hvad enten du har en gud i ryggen til at beskytte dig eller ej!
