Hvis du kan læse dette her, så er du for tæt på!
29 08 2007Påklædning er en skæg ting!
Ja altså ikke skæg som i, nu falder jeg ned af stolen af grin, men derimod skæg på en helt anden måde. Jeg havde besøg af en veninde igår. Hende her veninden er en sød pige, men hun er til tider en smule blond i det.
Sådan en af dem som tiltrækker sig en del opmærksomhed, når hun går i byen, fordi hun er forholdsvist veldrejet - Grunden til min fokuseren på kropsmæssige træk følger nedenfor, så i kan godt lade være med at sidde og tænke gris!!!Men hun er altså på besøg og vi sidder og snakker sammen. Undervejs i denne samtale siger hun så pludseligt; “Jeg var i byen igår og der var bare fyldt med så mange stoddere der overbegloede alle tøserne derinde”.
Her bliver jeg så revet ud af mine egne tanker, og siger hva’, idet jeg løfter blikket, der ellers har været plantet på hendes barm. Og lige i det samme slår det mig. Jeg sidder skisme og kigger på hendes barm - Og hun opdager det også, hvorfor hun udbryder “Nu også dig - Du er jo ellers ham bøssevennen jeg har som ikke er bøsse”.
Og det er faktisk sandt. Jeg har en del veninder som jeg på ingen måde tænker på, i seksuelle eller kropslige baner. Indeværende veninde er én af dem. Men igår stirrede jeg på hendes barm.
Og nu skal jeg fisme fortælle jer hvorfor. Jeg ved i sidder og er ved at bide tungen af jer selv, for at få løftet sløret for, hvorfor jeg kiggede på babser igår!
Der stod noget på hendes trøje.
Ja, vel gjorde der. Og nu ved jeg, at der sidder et par kvinder rundt omkring og tænker - Sikken dog en dårlig undskyldning for at stirre på babser. Men her synes jeg lige folk skal slå koldt vand i blodet og overveje situationen.
Såfremt man går rundt med et skriftligt budskab på kroppen et overordentligt synligt sted, så kan man da ikke tro, at folk ikke vil søge at finde ud af, hvilket budskab der mon er tale om! Og når jeg tænker nærmere over det, så læser jeg altid hvad der står på trøjerne af folk, hvis der står noget. Man opdager først skamfuldt at man står og stirrer en eller anden direkte ind i brystet, når man når til sidste bogstav.
Der er simpelthen tale om ren refleks! Så det er ikke engang fordi at vi mænner får nydelse ud af at lure på babser, hvis de er gemt bag bogstaver, for vi opdager det ikke førend vi har læst! Lige præcis denne trøje var ikke synderligt sjov. Der stod blot noget i stil med “rain in Africa” eller et eller andet - Men det er heller ikke pointen.
Jeg spurgte hende jo netop, om der havde stået noget på trøjen igår og tadaaaaa - Lur mig om ikke det var tilfældet.
Derfor frikender jeg alle de gutter der stirrede hende durkt i brystet igår! Langt størstedelen af dem var ganske givet blot ude på at finde ud af, hvad hun mon reklamerede med på mavsen og op!
Derudover så undrer det mig egentlig også, at det altid er hende med de ALLLERSTØRSTE af slagsen, der vælger at investere i trøjen, hvorpå der står “Kig mig i øjnene svin” med neongrønt og små lamper der indikerer at der er fest under hagen!
Konklusionen på dette må være, at hvis man vil kigges i øjnene og ikke vil stirres i brystet, så må man fisme undlade budskaber på trøjerne!
Jeg maler jo heller ikke en stor skydeskive på min mås inden jeg drager i byen, for så derefter at sende harske blikke efter de, der måtte formaste sig til at lade blikket søge nedefter når jeg entrer rummet, for at finde ud af hvad der mon egentlig foregår dernede!
Dette forklarede jeg hende også pænt igår, og når hun skal ud og svinge the stuff med moi på fredag, så har vi aftalt at JEG tager trøjen med budskabet på. Nu skal jeg så bare finde ud af hvilken en det skal være.
Jeg har en gammel sag hvorpå der stolt står skrevet over brystet; “Tequila, helping women lower their standards for decades”. Det kunne sagtens være den der blev hevet frem!
P.S - Nu vi er ved påklædning så var jeg ude og købe mig noget frugt i formiddags. Idet jeg kommer ud af butikken står der en gut med en masse x’er på trøjen. Og jeg kommer helt til at stoppe op. Først idet han bukker sig ned, for at binde sine sko, folder trøjen sig helt ud og jeg kan se, at der er tale om en af disse trøjer hvorpå der står skrevet XXXXXXL, som gutterne nede i kondicentret ifører sig når der skal hives jern.
Jeg var simpelthen ved at dø af grin.
Man burde have så meget selvindsigt, at man erfarer, at man ikke skal iføre sig en sådan svend, når man vejer 45 kg.
Jeg drøner jo heller ikke rundt i sådan en! Ved godt jeg her skuffer folk, når jeg fortæller dem at jeg faktisk ikke er pumpet godt op - Nogle vil måske ikke engang tro mig. Men det er sandt, og jeg går ikke i XXXXL trøjer.
Kan i SÅ se at lave noget mere fornuftigt end at læse denne her blog!
Kategorier : Løjer der ikke passer ind andre steder!



